jkl

 

 

 

 

Det er vigtigt at der kommer mere fokus på dette emne, derfor søger vi efter personer der vil fortælle deres historie. Ring eller skriv til os også selv om du skulle være i tvivl, det vil være helt uforpligtende og annomymt. De breve vi modtager bliver kun lagt herud, hvis man selv skriver at det er iorden.

Send din historie / erfaring - Tryk her

 

 

 


 

Kære Henrik.
 
Jeg har læst om din historie og tilmed læst en del af din hjemmeside. Jeg har dog nogle spørgsmål til dig, som jeg håber, du vil besvare. Jeg håber ikke, at du synes, det er for mærkeligt, at jeg skriver, men jeg har det virkelig dårligt, og jeg har stor respekt for, at du står frem og kæmper for alle os, der er fejlmedicineret.
Det er i dag min 8. dag uden medicin! Jeg er 19 år og har været på medicin, siden jeg var 15 år. Jeg har adskillige gange prøvet på at stoppe med at tage min medicin, men jeg er afhængig af det - hele min krop er afhængig af det. Lige nu får jeg de mest forfærdelige kicks i hele min krop, og jeg føler, at jeg sidder i en tåge. Hvor længe kan det dog blive ved? De sidste 8 dage har været forfærdelige! Jeg kan ikke holde det ud længere, og ingen kan fortælle mig, hvornår det stopper! Lægerne griner af mig og siger, at man ikke kan blive afhængig af dette medicin, så de siger, at jeg skal tage noget andet medicin end det, jeg tager nu, og at jeg nok bare skal have en højere dosis! Det er absurd! Ved du, hvornår det stopper? Fordi jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg har hele tiden lyst til at tage min medicin for at få det til at holde op, men når jeg er på medicinen, så orker jeg ikke noget som helst. Jeg får det så dårligt af den medicin, og den ændrer hele min personlighed.
 
Vær sød at svar mig, fordi min læge vil have mig på noget andet medicin, sådan noget angst medicin, som jeg bliver VIRKELIG afhængig af. Og min mor og min kæreste siger, at jeg skal kæmpe og være stærk, men ved ikke, hvor meget mere jeg kan holde ud.


 



Hej Lykkepiller.info

Mit navn er .... og jeg har en forfærdelig historie omkring lykkepillen Paroxetin, jeg gerne vil dele.

Da jeg var 18 år flyttede jeg hjemmefra og alting virkede til at gå godt. Men på rigtig mange punkter gik det ned af bakke. Det ikke værd at komme ind på hvorfor, men jeg begyndte efter et halvt års tid at få tilfældige migræner
stærke smerter i brystet, og voldsomme tømmermænd hvis jeg havde været i byen ( hårde mavekramper). I et godt stykke tid sagde jeg til mig selv at jeg bare skulle tage mig sammen, men et halvt år senere (hvor jeg havde gået med de førnævnte smerter, i ca et år)
kunne mit sind ikke klare det mere. Begyndte at få svært ved at huske ting og blev sart over for høje lyde. Smerterne i brystet blev så stærke at jeg søgte læge og han gav mig 7½ miligram Mirtazapin til at sove på. Det hjalp slet ikke på daværende tidspunkt.
Gik til lægen igen kort tid efter og han udskrev en recept på 100 piller af 20 miligram Paroxetin. Jeg kunne tydeligt mærke at de 27½ miligram lykkepiller gjorde mig godt. Smerterne i brystet lettede og jeg havde let ved at tænke positivt. Den eneste bivirkning var at
jeg rystede på hænderne. Da jeg har taget pillerne i ca en måned, kommer nogen venner forbi og vi drikker et par øl. Jeg kan mærke at de 2-3 øl røg ned med en suveræn fart, og jeg fik lyst til mere. Jeg hev en flaske vodka frem og nåede nok at drikke halvdelen.
Vi skal til koncert og beslutter os at vente på et værtshus i nærheden. På vejen derop begynder jeg at løbe ud foran biler. Da vi når værtshuset, kan jeg mærke at min adfærd er ændret til mere agressiv og kontant. Vi køber ikke mere at drikke da vi tager et spil dart istedet.
Herfra begynder mit blackout. Da vi når ned til spillestedet kan jeg som den eneste ikke komme ind fordi der udsolgt (havde ikke købt billet), så jeg beslutter mig at gå hjem. Jeg bor tæt ved havnen og har ca en halv kilometer derned. Istedet for at dreje ind til min lejlighed går jeg hen til havnen.
Da jeg ser vandet begynder jeg at løbe mod det med den hensigt at springe i. Men til mit held stopper jeg op da jeg ser der er et kæmpe stykke med siv inden vandet. Jeg ligger mig ned i det våde græs og begynder at råbe. Min kæreste ringer til mig, og jeg gør det klart for hende at jeg tager mit eget liv.
Hun ringer til alle i nærheden af mig men de tager ikke telefonen. Da hun ringer tilbage sagde jeg at jeg ville ringe og anmelde mit selvmord selv. I samme øjeblik ringer hun til politiet. Jeg skifter nu taktik. Beslutter mig for at kaste mig ind af en rude. Den rude jeg kaster mig ind mod har heldgvis,
en masse træspær så jeg ikke ryger igennem. Da jeg opdager jeg ik er røget igennem ligger jeg mig op i en båd. I båden kommer jeg frem til at jeg vil gå hjem og drikke en masse sprut og skrive mit afskedsbrev inden jeg springer i havnen. Da jeg kommer hjem kommer politiet i samme øjeblik
og kører mig hjem til min familie som bor i nærheden. Og de tager sig af mig og sørger for jeg er omgivet af mennesker hele tiden. (Til fodnoten skal nævnes at jeg før har drukket en hel flaske vodka med den eneste effekt at jeg faldt i søvn. Min familie sagde at jeg ikke virkede fuld. Og jeg har aldrig
været depressiv eller haft selvmordstanker). Vi undersøger mit stof og finder ud af chancen for selvmordsforsøg ved brug af Paroxetin er overraskende stor. Paroxetin kan forårsage blackout og personlighedsforvirring ved indtag af alkohol. Paroxetin øger lysten og evnen til at drikke alkohol kraftigt.
Så jeg er i behandling mod depression som jeg ikke lider af. Med et stof som øger chancen for alkoholisme, og kan give selvmordsforsøg ved indtag af alkohol. Jeg beslutter mig for at fortælle min læge om episoden, og at jeg ikke ønsker at blive behandlet med Paroxetin mere. Det kan han ikke anbefale da han mener dosisen skal øges. Jeg holder fast i at jeg ikke ønsker Paroxetin, men istedt gerne vil prøve urten Perikon ( Calmigen) som jeg har hørt mange gode ting om. Min læge siger at hvis det er det jeg ønsker er det på eget ansvar og han tager ikke ansvar for noget.
Jeg holder stadig fast i min beslutning og tager til Matas for at forhøre mig om Perikon. Damen i matas foreslår at jeg køber en D-vitamin pille og et glas perikon. 2 perikon om dagen og en enkelt d-vitamin. Hun foreslår også urten Baldrian til at sove på eller hvis jeg føler "uro" i kroppen.
Denne sammensætning fungerer rigtig godt og jeg er tryg ved den. Det er ikke sikkert den virker på andre, men mit budskab er bare: Brug ALDRIG Paroxetin hvis du ikke er 100% procent sikker på du lider af en svær depression. Det kan blive din død.

 


 

Jeg vil gerne bidrage med en fortælling til din hjemmeside.
Jeg oplevede nemlig at få stillet en meget forhastet diagnose.

Underlige anfald startede det hele.
Jeg var begyndt at få nogle ubehagelige anfald. Det startede allerede tilbage på efterskolen. Jeg blev næsten bevidstløs, mit hoved snurrede og nogle gange rystede mine hænder og mit hoved. Jeg fik altid angst under sådan et anfald. Før havde jeg været en glad pige, men i takt med at anfaldene blev hyppigere, blev jeg mere og mere ked af det, følte mig underlig, anderledes og havde angst om natten for om endnu et anfald skulle starte. Jeg fortalte dog ingen om anfaldene og var meget flov. Jeg troede, at jeg var skør. I en særligt stresset periode fik jeg også blackouts, og dette kunne jeg ikke skjule, så turen gik til sygehuset og skanninger af hjernen. Men intet viste det. Mistanken gik på epilepsi, som ikke altid kan ses på en skanning. Så der var ikke meget mening i, at sende mig tilbage på skolen med meddelelsen “det er nok bare fordi du er startet på en ny skole.” Selv tænkte jeg ikke videre over det. Blackoutsene stoppede, men anfaldene fortsatte.

Psykotisk?
Efterhånden følte jeg mig direkte deprimeret. Jeg sov dårligt om natten pga anfaldene og kunne ikke koncentrere mig om dagen. Da jeg startede på gymnasiet gik det helt galt, jeg kunne slet ikke følge med, og endte med at droppe ud. Så tog jeg til lægen, fordi jeg mistænkte depression eller stress. Men jeg sagde stadig intet om anfaldene, hvor dumt det end lyder! Hun henviste mig til en “god” psykiater. Han brugte kun en halv time på mig, ud fra meget vage antagelser diagnosticerede han mig så med en psykose og gav mig antipsykotisk medicin. Da jeg kom hjem var både familie og venner chokerede. Jeg var da ikke spor psykotisk, jeg var ganske normal efter deres mening! Men jeg tog medicinen.

Et mareridt!
Det var et mareridt! Hver dag endnu en årsag til selvmord. Jeg kunne ikke længere føle noget. Kun dyb depression. Jeg var også tæt på at ende livet, men nåede at fortryde inden alt for mange af min fars piller gled ned. Jeg havde bare taget en håndfuld fra glasset, som jeg fandt i skabet. Jeg var så rastløs, tiden stod stille. Tænk, jeg troede virkelig jeg kunne kede mig ihjel! Og jeg kunne slet ikke huske, slet ikke genkalde mig følelsen glæde... Og samtidig fik jeg endnu flere anfald, de kom hver eneste nat, flere gange.

Rask eller ødelagt?
Så efter et halvt år mente min psykiater pludselig at jeg var rask. Ja, for nu var jeg fuldstændig ødelagt?! Til gengæld tog jeg alting stille og roligt. At være stoppet på gymnasiet og stoppet med at tage medicinen fik anfaldene til langsomt at fortage sig, og de kom kun i stressede perioder. Efter et par måneder kunne jeg føle helt igen. Efter ca. 2 år var jeg nogenlunde genoprettet. Det er først i dag jeg stiller spørgsmålstegn ved diagnosen, efter at have læst om sygdommen på nettet. Mine venner og familie har hele tiden stillet spørgsmålstegn ved det. De var chokerede dengang, for det passede slet ikke på mig! Jeg har altid bare fundet mig i, hvad lægerne har sagt. Jeg burde nok have gjort noget...

En halv time ødelagde et halvt år af mit liv. En halv time gav mig en opgave, at genoprette det ødelagte, der tog mig omkring to år.
Den halve time kunne have betydet døden for en 17 årig...

 


 

 

Nannas beretning:
 
Jeg er Nannas mor, og vil gerne fortælle Nannas beretning. Så tænker du sikkert, hvorfor Nanna ikke gør det selv. Nanna begik selvmord den 26. oktober 2007, hun blev 16 år.
 
Nanna startede på Akarin, da hun var 14 år, da hun havde en depression. Pillerne blev ordineret af vores læge i samarbejde med en børnepsykiater. De første måneder var der kontrol ved lægen, og så herefter nogle få samtaler ved børnepsykiateren, hvor vi fik en forklaring på lykkepillers virkning i hjernen, men der var ikke nogen hjælp til de problemer hun havde med sin sjæl, ingen samtaler eller psykolog behandling Hun blev langsom øget i dosis til 40 mg, og havde også nok også nogen effekt af disse eller var det et skoleskift der gave bedringerne, det er ikke til at sige. Men hun blev mere aggressiv, mens hun tog pillerne, og måske også fordi hende kæreste tyranniserede hende. I den tid havde hun flere selvmordsforsøg, alle sammen klodsede og meget impulsive, samtidig med havde hun også nogle angstanfald..
 
Nanna fik endelig nogle psykologtimer ved en privatpraktiserende psykolog, og vi fik kontakt til Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus, har anbefalede de at hun blev sat ned i Akarin til 20 mg, da det kunne være bivirkninger af medicinen, at hun blev så aggressiv. Dette var børnepsykiateren dog ikke enig i. Vi forsøgte dog, at nedsætte dosis til 20 mg Akarin.
 
Men kort efter blev Nanna indlagt på Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus. Her blev hendes medicin ændret til Sertralin 50 mg, hun blev roligere (samtidig var forholdet til den tyranniske kæreste dog også sluttet, så om det i virkeligheden skyldes pillerne eller indlæggelsen eller det var noget helt andet det får vi jo ikke svar på, afdelingen sagde selvfølgelig at det skyldes pillerne, at hun fik det bedre). Hun fik diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af Borderline typen, men hun var indlagt.
 
Nanna blev udskrevet med sin medicin og en diagnose efter to måneder med en dårligt forløb på Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus, men derudover ingen hjælp. Nanna var på daværende tidspunkt mere rolig, men hendes socialfobi blev værre og værre efter hun bliver udskrevet. Men hendes selvmordsforsøg var næsten stoppet, men hun havde nogle få angstanfald. Den først en tid til kontrol var den 21 okt., næsten 4 måneder efter udskrivning. Ingen hjælp i form af psykolog, støttekontaktperson, bare overladt til pillerne, sådan var Nannas situation, da hun blev udskrevet.
 
Efter knap 4 måneder fik hun bevilliget 10 timers psykologhjælp, hvilket ikke er meget i forhold til, at hendes socialfobi var blevet så voldsom, at hun ikke kunne komme ud til psykologen, så han skulle komme hjem til os. De 10 timer ville kun bliver til 2 - 3 timer med psykologen, pga. kørsel, og han også skulle bruge tid på at lave en rapport om Nanna og på kontakt til kommunen ud af de 10 timer. Så altså stort set lig nul. Psykologen fortalte, at når det gjaldt socialfobi, så var det vigtig at have flere samtaler ugentligt, og at der ikke blev holdt flere pauser i behandlingen, da det ville føre til store tilbageskridt, men dette forstod kommunen ikke.
 
21 okt. var Nannas til så kontrol, det er tydeligt at hun har fået det markant dårligere, kommer kun ud af døren ca. 1 gang ugentligt, ville gerne en masse, men havde ikke overskuddet, og socialfobien har sit greb i hende, vi følte virkelig, at lægen lyttede til hende, og Nanna var meget positiv over for besøget. Lægen var da også forarget over, at Nanna ikke har fået hjælp og i form af psykologhjælp og støttekontaktperson fra kommunen. Så planen fra sygehuset er at hun skal sættes op til 100mg Sertralin, først 75mg i 2 uger og så 100mg og så var planene, at hun når hun var kommet op på de 100mg, at hun også skulle starte på noget andet medicin, som jeg ikke kan huske var var, og som hun aldrig nåede at starte på. Vi var meget positive, vi troede på at medicinen ville hjælpe…
 
Men så langt nåede hun aldrig, hun begik selvmord den 26. okt. om natten. Der var ikke noget der tydede på at selvmordet var planlagt, men impulsivt.
Oven i sorgen sidder jeg, som mor, og tænker på om selvmordet fik det sidste skub af at hun lige var øget i Sertralin, det er jo en bivirkning man kan læse der er. Især blandt helt unge.
 
Og så sidder jeg og tænker, om man ikke burde være døgnovervåget de første 14 dage, efter at man starter på antidepressiv medicin eller man bliver øget, når nu man ved at risikoen for selvmord er større i de første 14 dage. Bare 1 menneskeliv sparet ville jo være det hele værd.

 

Med venlig hilsen

Nannas Mor

 


 

Artikel fra Ude og Hjemme, Tekst: HELGE CHRISTENSEN

 

Fejldiagnose gav Lisa selvmordstanker

 

JEG ER IKKE SINDSYG

I tre år levede 24-årige Lisa med en fejldiagnose som paranoid skizofren. Først da hun blev gravid med datteren Josephine fik hun modet til at tage kampen op mod den alvorlige diagnose. I dag er Lisa en velfungerende alenemor, der har lægernes ord for, at hun ikke er sindsyg.

Med et smil, der næsten når op til hendes blå øjne, kan det være svært at forestille sig, at 24-årige Liza Jensen fra Vojens i Sønderjylland skulle lide af noget som helst andet end begejstring for sit liv som alenemor. Smilet bliver om mulligt endnu større, da hendes lille lyslokkede datter, Josephine på to, får øje på de efterårsfarvede blade på græsplænen og samler en håndfuld op for at give dem til sin mor.
 - Er hun ikke dejlig? spørger Lisa og stråler ved synet.
- Hun er skyld i, at jeg er her i dag. Var jeg ikke blevet gravid med hende, havde jeg ikkew været i live i dag, siger Lisa og bliver pludselig alvorlig.
For selv om den unge lysblonde pige i dag har et liv, hvor hun er i harmoni med både sig selv og sine omgivelser, husker hun kun stadig alt for godt, hvilken kamp hun har været igennem for at nå dertil.
- Har lægerne én gang stillet en diagnose, kan det være svært at få dem til at indrømme at de har taget fejl, fortæller Lisa og henviser til de sidste tre år, hvor hun har måttet leve med diagnosen paranoid skizofreni, én af de alvorligste psykiske sygdomme et menneske kan lide af.

Tænkte på at dø
Lisa kom første gang i forbindelse med det psykiatriske system i efteråret 2006 efter nogle tilfælde af angst, som hun havde svært ved at takle. Selv mener Lisa, at angsten blev udløst efter et keglesnit, da lægerne havde konstateret celleforandringer hos hende.
-  Åh nej, tænkte jeg. Jeg har kræft og kan aldrig få børn. Det ville have været en katastrofe. Jeg elsker børn og ville gerne være ung mor, forklarer den unge sønderjyske pige.
Bekymringerne startede en angstbølge, hvor Lisa forestillede sig, at alt muligt ondt regnede ned over hende og lægerne indlagde hende på den psykiatriske afdeling i Augustenborg på Als i Sønderjylland. Det var her lægerne stillede den uhyggelige diagnose, som de forsøgte at behandle med store doser antipsykotisk medicin.
- Jeg var som en zombie. Jeg kunne kun sove og spise og havde absolut ingen energi til noget som helst andet. I løbet af de første ti uger tog jeg 40 kilo på. Det var ikke noget liv, og jeg havde mest lyst til at dø, forklarer Lisa, der forinden havde færdiggjort en uddannelse som ernæringsassistent.
I 2007 mødte Lisa Josephines far. Parret fandt hurtigt ud, af at de begge gerne ville have et barn og tanken om at få sin største drøm opfyldt, gav Lisa livsmodet tilbage. Imod lægernes råd besluttede Lisa sig for at blive sin medicin kvit.
- Jeg bad om at blive nedtrappet, men det nægtede de, forklarer Lisa, der fra flere sider var udsat for et stort pres.
- De fortalte mig, hvor uansvarligt det var at få et barn med min diagnose og hvor galt det kunne gå, hvis jeg nægtede at tage min medicin, fortæller Lisa, der modstod presset og tog en fast beslutning.  Fra den ene dag til den anden opgav hun medicinen.
- Jeg tog en såkaldt kold tyrker. Det var hårdt, men jeg ville ikke give op. I ti dage havde jeg abstinenser som en narkoman uden sine stoffer. Jeg skiftevis svedte og frøs og rystede over hele kroppen, forklarer Lisa, der gradvist fik det bedre og bedre.

 

En hård tid
- Jeg begyndte at kunne tænke klart igen, fik masser af energi og var lykkelig, da jeg fandt ud af at jeg var gravid, fortæller Lisa, der fødte sin lille datter 11 uger for tidligt.
- Josephines far og jeg var indlagt på Kolding sygehus sammen med Josephine, og vi frygtede flere gange for hendes liv. Samtidigt blev lægerne ved med at presse mig til at genoptage min medicinbehandling. Det var en hård tid, men jeg ville ikke give mig. Jeg havde ikke haft det så godt meget længe, og heldigvis var jeg stædig nok til at stå imod alle de kloge hoveder, siger Lisa og smiler.
Josephine overvandt heldigvis sine kriser og efter et par måneder kun hun flytte hjem sammen med sin far og mor til lejligheden i Haderslev, hvor familien boede dengang.
Kort efter gik forholdet til Josephines far i stykker og parret flyttede hver til sit. I dag har Lisa eneforældremyndighed over sin datter.
Selv om Lisa ikke siden hun blev gravid har taget medicin hang den uhyggelige diagnose stadig på hende. Men først for få måneder siden lykkedes det hende at overbevise lægerne om, at hun ikke led af den belastende sindsygdom. Hun blev sendt til samtale hos to psykiatere, der begge nåede frem til det samme resultat.
- Jeg var ikke skizofren. Jeg var blevet fejldiagnostiseret og fejlbehandlet. Det var vigtigt for mig at få dem til at indrømme, at de havde taget fejl. Ellers ville diagnosen jo stå i  mine helbredspapirer resten af mit liv. Og hvem vil ansætte en person med en sådan sygdom, siger Lisa, der i dag har fået brug for sin uddannelse som ernæringsassistent og arbejder i kantinen på Flyvestation Skrydstrup.
- Jeg er chokeret over, at man kan få en så alvorlig diagnose ved en fejl, og at det kun blev opdaget ved et tilfælde. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg ikke var blevet gravid med Josephine.  På en måde kan man sige, at hun har reddet mit liv, siger den unge sønderjyske alenemor.

 

 


 

 

LG´s Historie

Hej Henrik.

jeg har læst din historie med stor interesse.  Jeg kan alt for godt nikke genkendende til det.

Har igennem næsten hele mit voksenliv været næsten invalideret af social og panikangst. Har gået til både psykologer og psykiater, men synes ikke jeg rigtigt har fået noget ud af det.

Har også igennem flere år forklaret min læge om problemet, men rent faktisk er flere praktiserende læger ikke gearet til den slags problemer.

Jeg startede så med flere forskellige lykkepiller, men synes bivirkningerne var så kraftige. (Kraftige svedeture, vægtøgning, impotens) at jeg selv stoppede med dem.

Sidste år havde jeg igen en periode hvor jeg følte behov for hjælp, og kort sagt endte det med at jeg blev ordineret Cipramil 40 mg. dgl. Dette endte med en skilsmisse,

selvmordsforsøg, (Ved gasning,) Tydeligt ændret adfærd. Drak også en del og dette forværrede situationen kraftigt. (Blev aldrig advaret om at kombinationen alkohol og lykkepiller var en så sprængfarlig Coctail.)  Var på psykriatisk skadestue 3 gange. Efter at være henvist til privat psykologhjælp, (Takket vare min arbejdsplads.) og at jeg nu ikke rører alkohol mere, går det nu bedre.

Jeg er desværre i den situation at jeg må vælge mellem pest og kolera. Og må derfor leve med bivirkninger så som vægtøgning, kraftig svedsondring, etc. Jeg synes man helt klart bør indskærpe at man ikke må røre alkohol overhovedet, og samtidigt optræder disse bivirkninger tilsyneladende kraftigst i starten af en behandling.

Jeg er overbevist om at de praktiserende læger tilbageholder eller negligerer problemerne ved lykkepiller, og jeg har måtte prøve ca. 5 forskellige præparater før man fandt noget der hjalp mig mod min angst.

Håber at dit gode initiativ kan hjælpe andre, men ønsker at være anonym.

Du er meget velkommen til at sætte det på din hjemmeside, da jeg også ønsker at hjælpe andre i min situation.

Man troede jo i en lang periode at det var en selv der var ved at miste forstanden. Men jeg sagde dog til mig selv hele tiden.: "De her piller gør mig da sindsyg" Jeg har været heldig at have en arbejdsplads der har bakket mig 100 % op, selvom de også stod helt uforstående over for hvad der skete med min personlighed, og kort tid efter en personlig samtale med chefen forsøgte selvmord. Han kunne slet ikke genkende mig, fra den side han kendte mig før. Det skal siges at jeg er .. år, og er Kaptajn.

 


 

 

Kenneth´s historie

I min tid med ssri-præparatet(citalopram).

Kort fortalt: Min første oplevelse med dette præparat startede for 5 år tilbage.

Der startede jeg med en dosis på 20mg og det førte til at jeg var

sengeliggende i 14dage pga. stærke bivirkninger som blandt andet socialfobi, overfølsomhed over for lys, rystelser, forhøjet selvmordslyst og en meget stærk træthed.

Det førte til at jeg måtte trappe ud af dem efter 14 dage.

Et år senere blev min depression stadig værre og jeg besluttede derfor at kontakte min læge endnu engang for råd/vejledning.

Jeg endte på pillerne igen!

Denne gang besluttede jeg at gøre en ende på min sygdom bla. med pillerne.

Denne gang med samme bivirkninger de første to uger, men så skete det at jeg var kommet en i en manisk tilstand som indebar at jeg var vågen 20-21 timer i døgnet. Dette stod på i ca. en måned og min læge gav mig truxal så jeg kunne slappe af.

 

Efter dette led jeg jævnligt under nogle micro psykotiske anfald og i takt med dette levede jeg med en meget høj selvmordsrisiko.

På daværende tidspunkt har jeg været i "behandling" i 3 måneder.

Efter en meget ustabil periode begyndte jeg at mærke en forskel men blev meget let aggressiv. Jeg kunne finde på at gå bevidst ind i folk på gaden uden grund.

Dette kan stadig komme til udtryk den dag i dag hvis jeg nyder alkohol og har derfor været nødsaget til at gå på antabus for ikke at ødelægge mere for mig selv. De første 7-8 måneder på disse piller kan bedst beskrives med at man lever i helvedes forgård og det var hvad jeg gjorde.


 

Digt af lavet af : Frederik

 

Hvor lykken er begravet

Nu skal i høre hvor lykken er begravet,

forenden af regnbuen på højdedraget.

Her ligger en yndig kemisk fabrik,

der producerer medicin som var det slik.

Alle der spiser af det bliver så glade,

at vi nu har psykopater rendende på hver en gade.

Doktormand har sagt at lykkepiller er sagen,

så dem spiser 350.000 danskere om dagen.

 

Ligeså historien om ole,

som sad på en af venteværelsets stole.

Kronisk træthed, smerter og koncentrationsbesvær,

var blandt de ting der havde bragt ham her.

Doktormand kaldte ham ind til konsultation,

mens han selvsikkert tænkte "endnu en depression".

Han havde set det så mange gange før

og gør som enhver doktor nu om dage bør.

 

Doktormand smagte på ordet lykkepiller,

da ole det besværlige spørgsmål stiller.

Hvad kan der være galt kære læge,

jeg har symptomer som var jeg bidt af en tæge?

Årh, det skal du ikke spekulere på,

nægter du at se hvor langt vi med lykkepiller kan nå?

Hør min ven her er din recpt,

det er vores vidunderligt nye koncept.

 

Nu kan ole ikke huske at han begik drab,

fordi lykkepiller gav hallucinationer og hukommelsestab.

Ligeglad med agressioner og søvnløshed,

lykken i pillerne dulmer hans afhængighed.

Hvis lægen istedet havde doseret vitaminer,

ville Jole have fået mange lykkelige timer.

Men det ville have været en kedelig taktik,

der ville have gjort ende på den yndige kemiske fabrik.

 

Så i kan nok se at ole blev bedraget

og hans lykke under et bjerg af piller begravet.


 

Ritas historie.

For ca. 2 år siden fik jeg efter længere tids sygdom, konkurs og andre ting, som havde ophobet sig over nogle år en depression.

Efter en henvisning til en psykiater startede jeg med 10 mg cipramil.

Et par dage efter blev jeg indlagt. Her ændrede man medicinen til Efexor og Remeron til natten. Remeronen måtte jeg stoppe med efter et par nætter, da de gav mig voldsomme mareridt. Derefter fik jeg i stedet Mianzerin til natten.

Efexor gav mig ikke nogle særlige bivirkninger.

Jeg var indlagt i 4 uger uden nogen form for samtaleterapi. Jeg talte med lægen 3 gange af ca. et kvarter og et par gange kort før jeg blev udskrevet med en medicin-studerende.

Efter udskrivelsen var jeg tilknyttet daghospitalet. Her ændrede man pga. manglende effekt medicinen, så jeg måtte trappe ud af efexor.

Udtrapningen var rimelig ubehagelig, idet jeg havde voldsom uro i kroppen og mindre kramper.

I stedet fik jeg Cipralex, som jeg havde det fint med i lang tid. Jeg fik en kraftig mundtørhed, som resulterede i huller i tænderne. Min tandlæge fortalte mig, at når man fik antidepressiv medicin var det meget vigtigt at være ekstra grundig med tandhygiejnen. Hun oplever ofte patienter med huller og paradentose pga. antidepressiv medicin.

Efter lidt over et år på Cipralex begyndte jeg langsomt at forandre mig. Jeg blev aggressiv – meget aggressiv.

Den mindste ting kunne hidse mig op, gøre mig rastløs og jeg måtte finde på måder at få afreageret på. Ofte tyede jeg til hårdt fysisk havearbejde, for det gav mig lidt mere ro.

Jeg blev en meget aggressiv bilist.

En eftermiddag jeg kørte hjem fra byen, kom en modkørende bilist med rimelig høj fart. Vedkommende havde åbenbart ikke til sinds at trække ind til siden på den smalle strækning, så jeg tænkte, nå men så må han jo få som fortjent og trak heller ikke ud.

Ved et mindre mirakel trak bilisten ud i sidste øjeblikket og vi undgik et sammenstød. Jeg var rasende, men først da jeg kom hjem tænkte jeg over, hvad der kunne være sket.

Dette var faktisk kun en af de episoder, som kunne være gået galt.

Dagen efter kontaktede jeg min nye psykiater, som mente at det ikke kunne være pillerne, det måtte tilskrives depressionen.

Ikke desto mindre skulle jeg nu trappe ud af Cipralex og skifte til Sertralin.

Lige fra starten havde jeg problemer med Sertralin. Jeg fik kraftige mavesmerter, blev meget utilpas og følte at jeg gik rundt i en tåge. Jeg begyndte at lide af tynd mave, tilbragte hver dag længere tid på toilettet. Der røg en del kilo på denne måde.

Samtidig blev jeg mere og mere underlig. Det er svært at forklare hvordan, men jeg tænkte stort set hver dag på at begå selvmord. Ikke fordi jeg var specielt langt nede, mere en følelse af, at det her gad jeg bare ikke, og alt kunne også være lige meget. Jeg følte mig meget afklaret og rolig omkring at det var det rigtige at gøre.

I mellem tiden havde jeg igen fået en ny psykiater.

Ved mit første møde med ham, havde jeg så meget fornuft i behold at jeg lagde alle kortene på bordet.

Han konkluderede at det ikke kunne skyldes medicinen, men ville have at jeg skulle skifte tilbage til Cipralex og yderligere have Seroquel. Jeg sagde bare ja og amen, var bare ligeglad med alt.

Som hos de andre psykiatere bad jeg om at få en at tale med.

Jeg startede så nedtrapningen og efter et par dage begyndte mine maveproblemer at aftage. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville starte op på Cipralex og Seroquel. Men efter 7 dages nedtrapning var bivirkninger så store at jeg var nødt til at gøre noget. Den værste bivirkning var den enorme svimmelhed. Jeg kunne knapt stå på benene, så jeg besluttede mig for at tage en meget lille dosis cipralex og se om det kunne tage toppen. Og det kunne det.

Efterhånden som jeg kom ud af sertralinen forsvandt alle mine underlige tanker, også selvmordstanken. Jeg kan tænke klarere og føler mig væsentlig bedre tilpas.

Jeg vil pt. ikke tage den medicin og den dosis som psykiateren har foreskrevet.

Nu er det gode spørgsmål så – hvordan kommer jeg ud af den lille dosis cipralex ? Min krop er helt klart afhængig af medicinen.

I hele de 2 år har jeg 1 gang talt med en psykiater i en time, de andre få gange har mødet været på et kvarter. Jeg har hele vejen igennem bedt om samtaleterapi, men der har aldrig været mulighed for. Jeg har fået at vide, at jeg kunne kontakte en psykolog, men det har jeg aldrig haft råd til.

Så hvis jeg kommer helt ud af det her, skyldes det egen hjælp og hjælp fra min mand.

Jeg tror, at hvis psykiaterne havde mere tid til deres patienter, ville megen medicin kunne undgås. Samtaleterapi må være lige så vigtig som medicin.

Jeg afviser ikke at det kan være nødvendigt med medicin, men den må ikke stå alene og der bør være væsentlig mere lydhørhed overfor patienter, der fortæller om bivirkninger og effekt.

Da det er min 3. depression er jeg alvorligt bange for at få nr. 4, fordi den hjælp der tilbydes og den kontrol af medicin, der bør være ikke er tilstrækkelig.

 


John´s Historie

Forleden aften så jeg tilfældigvis en genudsendelse af Søndags dokumentet.. Her var indslaget med dig og bivirkningerne af behandlingen af SSRI (lykkepiller). Jeg har selv været turen igennem, med mange forskellig slags lykkepiller, og har på egen krop følt de særdeles voldsomme bivirkninger.

Jeg kan nikke genkendende til dine bivirkninger samt den meget arrogante holdning, som læger samt psykiater mm. Lægger for dagen, hvis man påpeger bivirkninger.

Som du selv, har jeg levet et normalt live før jeg efter langt tids hård stress fik et kollaps.. Da jeg herefter begyndte på lykkepiller, gik det virkeligt galt.. Jeg har gennem nogle år fået en del forskellige lykkepiller, men ligesom dig, blev jeg bare mere og mere syg.. Jeg valgte derfor, at udtrappe disse og finde andre muligheder.. Jeg er i dag clean på 2 år og i gang med kognitiv terapi …

Jeg syntes det var både modig og godt – at du stod frem i medierne og fortalte om dine oplevelser..

Du er ikke alene !

Hilsen John

Brev modtaget den 28/7-05

Min behandling med ”lykkepiller” og ”Benzoer” har stået på fra 1999- 2004 …

Af piller har jeg fået : Cipramil, Tafil, Alprox, Zoloft, Remeron, Cipralex, Seroxat, Efexor, Rivotril, Akarin som alle er en type af lykkepiller og ”nervepiller” (benzoer)

Som du kan se, har jeg prøvet en del.. Jeg blev behandlet for social fobi og Agorafobi efter et kollaps som jeg fik af stress..

Bivirkninger:

Søvnbesvær i svær grad, Voldsomme drømme, Kraftig Hoved pine, Svimmelhed, Kronisk Træthed, Seksuelle forstyrrelser, Koncentrations besvær, Øjet fokusere langsomt, Vægt øgning, Meget hyppig vandladning også om natten, Aggressivitet, Raseri anfald, Humør svingninger , Selvmords tanker, Tvangstanker , Psykisk ustabil – labil ,Hukommelse tab , Angst anfald, Influenza lignende symptomer, Smerter ved hjertet og besvimelses anfald ved fysisk aktivitet , Meget følsom overfor Varme, støj og lys, Muskelsmerter, Kvalme

Alt sammen er kendte bivirkninger – som man kan læse på forskellige udenlandske sider..

Jeg blev faktisk rigtig syg og forandrede total personlighed … Jeg mistede min daværende kæreste, job, bekendte og venner…

Efter jeg nu har været total medicin fri i 2 år er jeg ved at blive mig selv igen.. kroppen reagere mere og mere som i ”gamle” dage, dog har jeg en lang vej foran mig..

Ang. Indlæg vil jeg lige tænke lidt over det… Men du er velkommen til at skrive igen, hvis du har spørgsmål, da jeg efterhånden har fået en del erfaringer i piller – behandling – det sociale system (kommuner) mm..

Med venlig hilsen

John

 


Hej Henrik

Jeg har med stor forfærdelse læst din beretning.

Jeg gik selv på nettet i dag fordi jeg ikke mener, at jeg skal have lykkepiller og fordi jeg har haft nogle smæld i baghovedet, ryk i kroppen under søvn og mareridt etc. Kiggede under bivirkninger og fandt din side.

Der står heller intet om alkohol og lykkepiller. Jeg har en gang været til fest, hvor jeg drak alkohol som vanligt og hold da op hvor var det fælt..

Jeg blev før jul sygemeldt en uge pga. stress på arbejdet.

Gik igen igang med arb. men i februar blev det en dag for meget. Jeg stoppede bilen på vej til arbejde - alt gik i sort og jeg græd og græd. Gik til min læge dagen efter som sagde, at denne gang måtte hun give mig medicin da jeg havde angstanfald. Umiddelbart tolkede jeg det ikke sådan som noget sygeligt men en reaktion på belastning som samtaleterapi kunne klare. Gik hjem med en sygemelding og en tid 1 mdr. efter. 3 uger efter havde jeg ikke spist så meget som en pille, idet jeg ikke mente det var det jeg havde brug for. Hun blev irriteret og sagde, at hun ikke kunne hjælpe mig, hvis jeg ikke gjorde som foreskrevet. Hun kendte en rigtig god psykiater og alle hendes patienter var kommet glade tilbage. Efter megen modvilje mødte jeg op hos psykiateren som var enig i min læge (efter 10 min. udspørgen kunne han konstaterer, at jeg nærmest havde tvangshandlinger og panikangst og at jeg skulle øge dosis cipramil fra 30 mg til 40. Desuden udskrev han en form for stesolid som jeg kunne tage ved behov.

Efter jeg startede med pillerne har jeg fået det værre. Ryk i kroppen, svedture, vægtøgning, ekstrem træthed. Sover hele tiden. Ringede til psykiateren og beskrev mine symptomer og jeg foreslog selv reduktion til 30 mg.

Sådan som jeg har det - det kan piller ikke fjerne. Der skal en psykolog til. Jeg er dybt rystet over at læse al den litteratur der er omkring hvor farlig lykkepillen er.

Jeg er en kvinde på .. år. Arbejder som sygeplejerske.

Anonym

Hej Henrik

Du må gerne bruge mit brev, hvis navnet fjernes.. Det er kun godt at kunne videregive information fra det virkelig liv og fra os brugere. Jeg ventede jo også 3 uger med at spise de piller fordi jeg ikke mente jeg havde behov for dem. Jeg fik at vide af min læge og psykiateren, at jeg var ambivalent pga. mit job i sundhedssektoren - det var meget almindeligt. Da jeg spurgte psykiateren hvorfor jeg skulle have lykkepiller, så kom han med en fysiologisk udredning omkring hjernen og at min producerede for lidt serotonin og at det var en sygdom.. Jeg svarede ham, at deri var jeg ikke enig ikke i mit tilfælde.

Tvangshandlingerne var fordi jeg sagde, at jeg nogle gange tjekkede en ekstra gang om kaffemaskinen var slukket eller om døren var låst. Det kender jeg sgu mange der gør og især, hvis man har stress og bliver lidt glemsom. Det er flot, at ens læge efter 1 konsultation udskriver lykkepiller. Til sidst måtte jeg stole på, at de som fagfolk vidste bedst. Men nu er det min egen fornuft og intuition der tæller.

Anonym

 


Irsten´s Historie

Kære Henrik

Jeg har læst din internetside. Det var da en frygtelig historie, som du har været ude for. Jeg har læst på engelsksprogede internetsider, at folk kan blive voldsomme af antidepressiv medicin, men det er jo ikke noget, vi har hørt om i Danmark. Så jeg synes, det er godt, at du bringer din historie frem.

Jeg fik det også fantastisk godt, da jeg i sin tid stoppede med Zoloft. Jeg trappede ud i løbet af en uge, og i løbet af den uge blev jeg rask, stort set fra den ene dag til den anden. Men efter tre-fire måneder var der begyndende tegn på depression igen. Min udtrapning var selvfølgelig også alt for hurtig, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg kurerede den nye depression med perikum på ca. fire uger, og jeg har taget perikum lige siden, dvs. i ca. tre og et halvt år.

Det var en meget stor dosis Zoloft, du fik. Medicinen forandrer noget i hjernen, og når man så ikke får medicinen mere, er det vanskeligt for hjernen at tilpasse sig den nye situation. Det bevirker, at man nemt får en ny depression, således som jeg gjorde. Hjernen er en meget fin og kompliceret organisme, som man skal være meget varsom med.

I øvrigt er jeg stadig interesseret i at høre fra folk, der har erfaringer med langtidsbehandling med perikum.

Jeg har i mange år haft søvnproblemer. Efter råd fra den engelskspogede internetside, www.sjwinfo.org , er jeg nu begyndt at tage hele min perikum-dosis om aftenen. Det skulle bevirke, at man sover bedre. Måske er det et råd, andre kan bruge.

Mange hilsener
irsten

 


 

Agneta´s Historie

Jag heter Agneta och skriver till dig fran Stockholm. Jag är själv extremt illa drabbad av Zoloft och i mitt fall är det båce biverkningar och svår och långvarig sjukdom på grund av vidriga utsättningsreaktioner. Liksom du fick jag mina Zoloft efter problem på mit jobb. Jag kan idag nästan inte gå för att jag fått neurologiska skador vid nedtrappningen av Zoloft. Jag har också stora problem att andas, kan nästan inte få luft. Detta är dock inte allt, jag är i ett helt fruktansvärt fysiskt skick trots att det nu gått mer än ett och ett halvt år sedan jag slutade med Zoloft.

Inom sjukvården finns ingen förståelse för våra problem. Om det rör sig om psykofarmaka är det tydligen alltid patienten det är fel på.

Vill ge tips om ytterligare ett par websites med god information:

www.ssricitizen.org är en amerikansk site startad av Rov Robinson som själv genomgått en 2 år lång svår utssättningsreaktion efter Seroxat (Paxil). Hans far tog också sitt liv fyra dagar efter utsättning av Zoloft så han har anledning att vara bitter på dessa "lyckopiller".  ssricitizen är  en intressant site.

En annan utmärkt site är www.paxilprogress.org där en massa människor utbyter erfarenheter och problem med Seroxat och andra SSRI-preparat.

Hoppas allt är väl med dig och att du inte upplevt de skräckinjagande fysiska reaktioner jag fått göra när du höll upp med Zoloft. Det är helt OK att lägga ut mitt brev på din sida. Jag har en mailadress som du också gärna kan sätta ut om någon vll kontakta mig. Den är agchsj@hotmail.com. Vill inte ha min privata chello-adress på internet.

Jag såg att det är 50 000 dansker som tar SSRI. I Sverige är det visst 500 000. Jag hra kontakt med en hel massa människor både här och i England och USA som blivit skadade av biverkningar och också av nedtrappning av dessa preparat. Det är förfärligt och jag kan bara konstatera att mitt liv blivit helt ödelagt på grund av Zoloft. Jag hoppas verkligen att du slipper bli åtalad och dömd för den våldsamhet som Zoloft skapade hos dig. Det är helt medicinens fel och du  blev bara ett  av alla offer för detta giftiga preparat1

Agneta

 


Af Elsebeth Halckendorff

Det får du ikke at vide om psykofarmaka - kan give hjerneskader og parkinsonisme

I Lægemiddelstyrelsen og på indlægssedler i psykofarmakas pakker er kun få bivirkninger omtalt, og af disse kun de mildeste, som eksempelvis ”småskavanker” som hårtab, diabetes II, knogleskørhed, inkontinens etc. Langtidsvirkninger og deciderede ødelæggende virkninger holdes hemmeligt og afvises.
Her i norden eksisterer der ikke meget dokumentationsmateriale omkring disse forhold.
Faktisk er der ikke lavet større undersøgelser siden marts 1999, hvor dr. Olav Spigset offentliggjorde en større undersøgelse i Drug Safety, som han havde foretaget på universitets hospitalerne i Umeå og Trondheim. Her havde dr. Spigset undersøgt såvel bivirkninger som langtidseffekt af SSRI-præparater hos 1202 mennesker med i alt 1861 indrapporterede klagepunkter. Spigset fandt, at 22% havde neurologiske skader, 19,5% psykiske symptomer, 18% mave-tarm lidelser, 11,4% hudlidelser, mens 9,8% var fordelt på en lang række andre lidelser. Herudover fandt dr. Spigset, at langtidseffekten kunne strække sig i årevis, hvilket dr. Spigset dengang kaldte seponeringsproblemer, men som man i USA på det seneste har fundet ud af, skyldes hjerneskader.
Denne rapport er aldrig kommet til offentlighedens kendskab, og patienter bliver ikke informeret om, hvad de kan risikere at udsætte sig selv for, hvis de accepterer et SSRI-præparat. At der foreligger en oven i købet meget stor risiko for forgiftning, da ikke alle har det leverenzym, CYP2C19 og/eller CYP2D6, der skal til for at omsætte disse højkemiske præparater, får heller ingen at vide. Og der er også total tavshed omkring, at mange overhovedet ikke tåler præparaterne, som i princippet er stærk hjernemedicin, som psykiatere og praktiserende læger rundhåndet udskriver mod snart sagt alle småskavanker.
Da der er tale om hjernemedicin, er der ligeledes larmende tavshed omkring det faktum, at en indtagelse af præparaterne kan medføre voldsomme hjerneskader, hvis de anvendes forkert, ligesom der kan ske store skader på centralnervesystemet, hvilket i Spigsets rapport kaldes neurologiske skader.
Men det er alligevel muligt at finde frem til, hvilket skader psykofarmaka kan medføre. Hvis man slår op under de rigtige ord på nettet, kan man se, at der eksempelvis er stor risiko for akinesi/bradykinesi, som betyder nedsat bevægaktivitet og langsommere bevægelser, posturale forstyrrelser, som betyder balanceusikkerhed, samt også rigiditet, muskelstivhed, hvilket samlet hedder parkinsonisme – en forløber for Parkinsons sygdom.
Selv om det ikke indrømmes, virker det imidlertid som om, psykiatrien er bekendt med disse forhold, da der en række steder på psykiatriske institutioner er oprettet afdelinger for mennesker med senhjerneskader samt nedsat funktionsdygtighed, hvor ofrene kan få kroppen behandlet af ergoterapeuter og i øvrigt lære at se deres hjerneskader og nedsatte funktion ud fra et positivt synspunkt, mens de stadigvæk bliver fyldt med psykofarmaka.
Hvert år koster psykofarmaka et par hundrede livet, mens mange andre bliver invaliderede for livstid.
Tal højt om bivirkningerne og skadevirkningerne. Fortæl om dem til din omgangskreds.

Af Elsebeth Halckendorff

Kilder:

O. Spigset, Drug Safety, 20.3.1999: Adverse Reactions of Selective Serotonin Reuptake Inhibitors
Klee B, Kronig MH., American Journal Psychiatry 1993: Case report of probable sertraline-induced akathisia [letter].
Reccoppa L, Welch WA, Ware MR, J Clin Psychiatry 1990:  Acute dystonia and fluoxetine [letter].
Brod TM, American journal Psychiatry 1989:  Fluoxetine and extrapyramidal side effects [letter].
Wils V., J Neurol Neurosurg Psychiatry 1992: Extrapyramidal symptoms in a patient treated with fluvoxamine [letter].
Schechter DS, Nunes EV., J Clin Psychiatry 1997: Reversible parkinsonism in a 90-year-old man taking sertraline [letter].
Jimenez-Jimenez FJ, Tejeiro J, Martinez-Junguera G, et al.: Neurology 1994: Parkinsonism exacerbated by paroxetine [letter].
Chouinard G, Sultan S., Hum Psychopharmacol 1992: A case of Parkinson's disease exacerbated by fluoxetine.
Caley CF., Ann Pharmacother 1997: Extrapyramidal reactions and the selective serotonin-reuptake inhibitors.
Di Rocco A., Brannan T., Prikholjan A., Yahr MD. The Mount Sinai Medical Center, Department of Neurology, New York, NY., Pub Med, 1998: SSRI-induced parkinsonism may be an early sign of future Parkinsons disease. Sertraline induced parkinsonism. A case report an in-vivo study of Sertraline on dopamine metabolism.

Og mange andre…

 


 

 

Henriks helvede

Henrik blev udsat for et knivoverfald på sit arbejde. Han fik ingen hjælp fra arbejdsgiver, amt eller kommune, men blev i stedet sat på lykkepiller. Og så startede Henriks helvede!

 

Henrik er alene på arbejde den aften, hvor overfaldet sker. Denne aften er han ene om ansvaret for to psykisk syge beboere. Han er i gang med at lave aftensmad til dem, da et eller andet går galt.

Overfaldet
Den ene af beboerne er allerede ude i køkkenet og Henrik har hentet den anden med hen til bordet og når kun lige at vende sig væk fra ham, da han hører et brag. Da han vender sig om igen, har beboeren en kniv i hånden og har også fået skåret sig selv. Beboeren ryster over hele kroppen og det er tydeligt for Henrik, at han er helt fra den. Han begynder at hugge med kniven efter den anden beboer, som Henrik hurtigt får gelejdet ud af køkkenet og op på sit værelse. Nu begynder beboeren at hugge efter Henrik. Henrik stiller en af køkkenstolene foran sig og prøver at tale beroligende til beboeren, som sparker til alt, hvad han kommer i nærheden af. Der flyver mange tanker gennem hovedet på Henrik – og han er ikke kun nervøs for sit eget ve og vel men også for, at beboeren skal gøre yderligere skade på sig selv. Efter et stykke tid får Henrik beroliget beboeren nok til at få ham med udenfor på gårdspladsen. Herefter løber han tilbage ind i huset og ringer til sin leder, inden han igen løber ud på gårdspladsen – beboeren er forsvundet. Han finder ham længere ned ad vejen, får vristet kniven fra ham, forbinder ham (han bløder fra flere snitsår) og begynder at gå med ham.

Efter at Henrik og beboeren har gået et par kilometer vender de tilbage til institutionen, og Henrik får beboeren op på sit værelse. Og så begynder rengøringen.
- Køkkenet lignede et slagtehus – der var blod overalt. Og set i bakspejlet skulle jeg da heller ikke have gjort rent. For da min leder kom og så køkkenet, var det eneste hun så en spand med vand – blodrødt godt nok – men resten af køkkenet var jo rengjort. Så hun har ikke kunnet se, hvor slemt det egentligt havde været, fortæller Henrik om den aften overfaldet skete. Da lederen ankommer til institutionen, taler hun først med beboeren. Derefter snakker hun et kvarters tid med Henrik, og så er den sag ude af verden. Henrik kører hjem.

Smerter - og ingen kræfter
Nu starter Henriks helvede for alvor. Han tager på arbejde næste dag, men kan ikke holde synet af beboeren ud. Han får gåsehud og håret rejser sig i nakken, hver gang han ser ham. Henrik bliver nødt til at sygemelde sig. Lederen ringer og prøver at få ham på arbejde, og de har en samtale, hvor hun siger noget á la ”tag nu og kom på arbejde, det var jo ikke så slemt, det der skete”. Det får kun Henrik til at få det endnu værre. Han begynder at vende episoden mod sig selv og begynder at få skyldfølelse.
- Jeg begynder også at få det dårligt rent fysisk. Jeg får ondt i benene, jeg får mindre og mindre kræfter og kan næsten ikke komme op om morgen. Jeg har heller ikke overskud til at tage mig af min lille søn. Jeg tænker, at jeg måske kan være blevet smittet med noget fra alt det blod, der var over det hele og går til lægen og bliver testet for leverbetændelse, AIDS osv. Og så ringer jeg til amtet for at få noget krisebehandling for overfaldet, husker Henrik.

På lykkepiller
Hos amtet får Henrik at vide, at han ikke kan få krisebehandling. Hans arbejdsplads er nemlig ikke godkendt af amtet. Så selv om Henrik presser på, ender det med, at han i stedet må ringe til sin egen læge igen. Han har nu fået at vide, at han hverken er smittet med det ene eller det andet, men lægen anbefaler Henrik at starte med at tage lykkepiller. Det er gået et par måneder siden, overfaldet fandt sted. Henrik starter på Zoloft.
- Lige i starten hjælper pillerne faktisk på kræfterne, men de første fire uger bliver jeg også mere og mere angst. Det bliver så slemt, at jeg ikke tør tage telefonen og heller ikke tør købe ind. Faktisk finder jeg på undskyldninger i bilen om et radioprogram, der er i gang, som jeg simpelthen bliver nødt til at høre færdig, for at slippe for at gå med ind i butikken. Jeg bliver rent ud sagt angst for andre mennesker, fortæller Henrik og fortsætter:
- Jeg bliver også mere og mere aggressiv og hurtigt forsvinder energien igen. Jeg begynder at føle mig mindre og mindre værd. Bl.a. fordi jeg ikke har overskud til at tage mig af min søn, og også fordi det hele er svært at forholde sig til. Jeg har jo ikke fået stillet en diagnose.

Paranoia og selvmordsforsøg
Henrik prøver at få andre jobs. Han har f.eks. et job som green keeper på en golfbane et par måneder. Der kan han få lov til at køre rundt alene det meste af dagen. Men bare det at skulle være sammen med andre mennesker i frokostpausen er slemt for ham. Hans angst og hans aggressive adfærd ender i et stort skænderi med chefen, og Henrik stopper på jobbet. Langsomt bliver hans psykiske tilstand værre.
- Jeg bliver gradvist mere paranoid. Jeg kravler helt bogstaveligt hen ad gulvet langs væggene derhjemme, fordi jeg er sikker på, at der er nogle der står og kigger ind på mig gennem vinduerne. Og når folk fra golfbanen, som jeg bor lige ved siden af, kommer til at skyde en golfbold ind i min have, er jeg sikker på, at de gør det med vilje. Samtidig er jeg meget manisk. Det ene minut er jeg helt nede i kulkælderen, og det næste minut skal der gøres hovedrent i hele huset. Det ender med, at min daværende kæreste ikke kan tage det længere og går fra mig – og det gør jo selvfølgeligt ikke situationen nemmere, fortæller Henrik.

Henrik begynder at blive selvmordstruet og forsøger faktisk selvmord to gange. Første gang forsøger han at hænge sig i sin garage. Forinden har han sendt sin søster et afskedsbrev pr. mail, en mail som søsteren heldigvis ser med det samme. Hun ringer til politiet, som når ud til Henriks garage tidsnok til at skære ham ned.
- Anden gang prøvede jeg at gasse mig selv i garagen. Jeg havde tapet hele bilen til og sat støvsugerslangen fra udstødningen og ind gennem vinduet, og jeg faldt også i søvn. Men jeg vågnede igen næste morgen og var rigtig sur over at være i live. Det viste sig, at der var vand i slangen, fortæller Henrik med et alvorligt udtryk i øjnene, men tilføjer så med et grin:
- Det må være en engel, der har tisset i den.

Ta’ en pille til
Efter begge selvmordsforsøg bliver Henriks dosis af lykkepiller optrappet – til sidst er han på absolut højeste dosis af, hvad man må få. Senere finder Henrik ud af, at man kun må være på så høj dosis i korte perioder – han er på den i halvandet år. Derudover får han også antipsykotisk medicin og afdæmpende medicin. Henrik er indlagt i perioder, men får det absolut ikke bedre af det.
- Jeg føler ikke, at de såkaldte professionelle ER særligt professionelle – hverken personalet på den psykiatriske afdeling eller min egen læge. Efter selv at have arbejdet med psykisk syge mennesker, synes jeg faktisk, at de fleste af de ansatte, jeg mødte i psykiatrien, var direkte inkompetente. Min læge mente bare, at jeg var maniodepressiv, og at det ikke havde noget med pillerne at gøre – til trods for at jeg havde min familie med til lægen og argumentere for, at jeg var blevet aggressiv og syg af at tage pillerne. Og personalet hvor jeg var indlagt mente, at alt kunne løses med en pille. Man måtte ikke være glad eller ked at det eller noget andet – hvis man kunne se et eller andet i et billede på væggen, så fik man en pille.

Tal ikke med de andre patienter
Henrik var i alt indlagt fire gange - fra fem uger til to måneder af gangen. I den periode var Henrik kun til én samtale i en samtalegruppe.
- De andre gange, når der var mulighed for det, blev det altid aflyst, husker Henrik. Henriks møde med psykiatrien var altså ikke noget, der gjorde ham mere rask. Tværtimod. Han husker, hvordan man ikke måtte drikke kaffe før efter kl. 7 om morgenen, hvordan man skulle huske at tjekke sin medicin, hvis man var frisk nok til det, pga. al fejlmedicineringen, og hvordan man ikke måtte tale om sine bivirkninger.
- Hvis jeg talte om mine bivirkninger, fik jeg godt nok en samtale med lægen. Men det var kun for, at han kunne sige: ”Vi hører, at du taler med de andre patienter om dine bivirkninger, det skal du holde op med”. Jeg fik faktisk bare ødelagt min selvtillid endnu mere ved at være der.

Henrik er også ude for, at personalet skriver forkert i hans journaler. De skriver, at han er alkoholiker, selvom han højst drikker et par gange om måneden. Den fejl gør, at han bliver afvist til behandling på Stolpegåden, som ellers netop tager sig af folk i Henriks situation – og det på trods af, at Henriks egen læge gentagne gange gør opmærksom på, at han ikke har et problem med alkohol.

Jeg kunne aldrig slå en kvinde
Efterfølgende skete der et par episoder, som fik Henriks venner til at tage afstand fra ham. Han skulle bl.a. besøge en ven i Luxembourg og tjekkede ind på byens Hotel Hilton. På Hotel Hilton beslutter Henrik sig for at hoppe fra altan til altan – i tiende etages højde.
- Jeg var jo ikke bange for at falde ned og dø – så det skulle da prøves, fortæller Henrik om episoden, som ikke gjorde ham videre populær, hverken hos vennen eller hos Hotel Hilton. Men den episode, som får Henrik til at beslutte, at nu må det være slut med lykkepiller, kan han faktisk ikke selv huske – han har siden fået den fortalt:
- Jeg er ude og gå en tur i Kalundborg, og jeg er meget ked af det den dag. Jeg græder meget og kan huske, at jeg bliver trøstet af nogle mennesker nede i byen. Og det næste jeg så husker er, at jeg vågner i detentionen. Jeg har fået fortalt, at jeg i mellemtiden på en bar havde væltet borde og stole og slået ud efter en kvindelig bartender, politiet var kommet og jeg havde modsat mig anholdelse, og de havde så til sidst fået mig anbragt i detentionen. Jeg var der i 18 timer. Da jeg kom derfra, var jeg gul og blå, fordi jeg prøvet at skade mig selv, mens jeg var der – jeg havde også spist af madrassen… Hjemme i min egen seng igen kunne jeg ikke sove. Jeg var så ked af det og så fuld af skyld over, at jeg havde slået på en kvinde – det var jo slet ikke noget, jeg kunne finde på at gøre. Jeg stod op og gik på nettet og søgte på Zoloft. Jeg fandt en amerikansk hjemmeside, hvor der stod, at man kan blive angst, aggressiv og selvmordstruet af pillerne, at man skal være under nøje opsyn, mens man tager dem og at man i øvrigt skal trappes ud af dem ligeså snart symptomerne viser sig. Det var der, jeg besluttede mig for, at jeg ville trappes ud af lykkepillerne.

Ikke mere medicin
Så Henrik lod sig indlægge. I løbet af en måned trapper han ud af pillerne – med alt hvad det indebærer af rysteture, svedeture, voldsomme humørsvingninger og elektriske stød i ansigtet og i nakken. Da Henriks udtrapning er overstået, henvender han sig på rådgivningscenteret i sin kommune. Rådgivningscenteret er for misbrugere – og altså ikke for ”sådan nogle som Henrik”. De vil dog godt hjælpe ham her og nu med noget ”brandslukning”, men mener ikke selv, at de er dygtige nok til at give ham krisebehandling på det, der oprindeligt startede det hele – nemlig overfaldet.
- Jeg er først for nyligt, her ca. tre år efter, startet i behandling for overfaldet. Og nu må jeg leve med mit traume resten af livet – man kan ikke fjerne det så lang tid efter, det skulle være gjort med det samme, forklarer Henrik som er ked af og sur over, at kommunen aldrig har tilbudt at hjælpe.
- Jeg fik først stillet en diagnose ti måneder efter, at jeg startede på pillerne – og det var kun fordi, jeg selv pressede på. Og da jeg stoppede med dem, ville kommunen tage mine sygedagpenge, fordi jeg ikke tog medicin.

Kommunen har gjort mig til kontanthjælpsmodtager
Henrik ville gerne tilbage på arbejdsmarkedet, men fik ikke meget hjælp fra det offentlige til det. Der blev ikke lavet nogen handlingsplan. Og der blev heller ikke foretaget nogen arbejdsprøvning, der ellers kunne have givet Henrik en idé om, hvad han egentligt havde at byde på efter alt, hvad der var sket.  Henrik tog selv affære og søgte et job på byens bibliotek.
- Jeg tænkte, at her var der stille og roligt, og jeg kunne få lov at sidde nogenlunde i fred og arbejde med it.
Og det gik også godt i starten. Henrik startede med at være der fire timer om dagen og over en periode på en tre, fire uger, kom han så op på fuldtid. Men fuldtid var mere end Henrik kunne klare. Han fortæller selv:
- Da jeg nåede op på ca. seks timer om dagen, begyndte det at gå ned ad bakke igen. Jeg havde simpelthen ikke energi til en normal arbejdsdag. Min nye arbejdsgiver kunne se det på mig og skrev et brev til kommunen, hvor de fortalte, at jeg var drænet og havde sorte rander under øjnene efter seks timer. Kommunen svarede med at sætte mig på kontanthjælp med det samme. Ikke noget med flexjob og ikke noget med sygedagpenge. Så man kan sige, at det faktisk er kommunen, der i dag har gjort mig til kontanthjælpsmodtager.

Nyt syn på sagen?
Og efterhånden har Henrik mere eller mindre affundet sig med dét. Han har solgt sit hus og bor nu i sommerhus og kan derfor lige få det til at løbe rundt økonomisk.
- Hvis det er det samfundet vil, i stedet for at hjælpe mig med en konstruktiv plan, så må det jo være sådan, siger Henrik. Men han håber alligevel på at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
- Nu er jeg flyttet til en ny kommune og har fået en ny sagsbehandler, som virker som om, at han ser helt anderledes på tingene. Så jeg håber, at han kan hjælpe mig tilbage i arbejde, selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsjob. Og Henrik håber også på, at andre ikke skal igennem det, han har været igennem. Han har sagsøgt sin tidligere arbejdsgiver, distriktspsykiatrien og kommunen for at sikre netop det. Derudover giver Henrik nu foredrag til behandlere om sin historie, så de forhåbentligt kan lære af den. I den nye kommune fik henrik bevilliget behandling for sit traume. 2005-2006

Fra 2006 og frem.

Siden 2006 har Henrik arbejdet inde for socialområdet, læst psykologi, IVK terapi samt forskellige alternative terapeutiske grene. Han har blandt andet arbejdet med sit eget sind og det er hans håb at kunne bruge denne form for redskaber, når han hjælper borgere, der kontakter ham.

Projektet www.lykkepiller.info er i dag blevet så populært, at Henrik har startet selvhjælps grupper blandt andet igennem Facebook, man kan i øvrigt tilmelde sig igennem denne side.

I 2007 startede han afsoningen, for den dom han havde fået for episoden i Kalundborg (beskrevet i historien ovenover) i Jyderup statsfængsel, men blev benådet af Dronning Margrethe, efter 10 dage.

I dag har Henrik fået pension, grundet sin rygskade samt ptsd. Da Henrik ikke blev behandlet på den rigtige måde, efter overfaldet, lider han i dag af mareridt og tendens til stress. Henrik har derfor dage hvor hans krop "slår fra". Det er vigtigt at man får den rigtige terapi, kort tid efter et traume ellers bliver symptomerne på ptsd kroniske, dette må han leve med fordi han blev fejlbehandlet. Selvom han har fået pension arbejder jævnligt med dette emne for patientforeninger, pressen og advokatfirmaer. Disse bruger ham som resurse, ved sager der omhandler denne form for medicin og han er altid frisk for en snak hvis man ringer til ham og har brug for rådgivning.

 

 

 

 


Avisartikler og medvirken i TV

Ekstrabladet d. 24/8 2005 (260Kb)

"Den mørke side - Danskerne og lykkepillerne",DR P1 (40 min.) *

"Det ulykkelige overforbrug" - Tænk Forbrugerrådet´s blad

"Søndagsdokumentet", TV2-Øst, 2005 (NetTV, 12 min.)

Fagforeningen Prosabladet artikel om arbejdsskaden - Se side 4,6,7 og 10 - (Kræver Acrobat Reader)

Det kræver et godt helbred at være syg - Fagforeningen Prosa. Men problemet er, når bivirkningerne er det fremherskende - og pillerne er TILBUDDET. Så risikerer man en ulige kamp med systemet, som den Henrik Harris Linde har ført meget flot, og som andre i lignende situation nu kan have glæde af. Det er dejligt, at vi i PROSA har medlemmer, som kan og vil gøre noget ved deres egen situation og samtidigt på en måde, så det også hjælper andre.

DR P1 - Apropos - Danskerne spiser lykkepiller som aldrig før. Sidste år blev 273.311 danskere behandlet med pillerne. Men lykkepillernes succes har skubbet andre behandlingsmetoder i baggrunden. Selvom terapi har vist sig meget effektiv til behandling af lette og moderate depressioner, så er det kun de færreste patienter, der får tilbudt terapi.

Radio Frihed 1 time omhandler bivirkninger ved lykkepiller ca. 1 time

Radio interview 9/1-08 - Radio 10FM - Er lykkepiller lykken og alternativ behandling. 37 min.

Nyhed - Socialdemokratiet : "Gå hellere til psykolog" - se udsendelse tryk her

 

Jeg isolerede mig i min seng DR1 nyheder.06. jan. 2011 19.38 Indland. 300.000 danskere spiser antidepressiv medicin. Men 80 procent af effekten er ren placebo, altså noget vi bilder os selv ind. Til gengæld er der risiko for alvorlige bivirkninger. Henrik Linde fik en depression efter et overfald på sit arbejde. Hans læge udskrev lykkepiller, men de virkede ikke. - De hjalp slet ikke for det, de skulle. Jeg isolerede mig i min seng og spiste ikke i uger af gangen. Jeg kravlede ud i køkkenet efter vand, fordi der ikke var nogen, der måtte se mig, siger, Henrik Linde til DR Nyheder. Lægemiddelstyrelse erkender at 200.000 er på unødvendig medicin. I dag er omkring end 300.000 danskere på antidepressiver. Det betyder, at mere end 200.000 danskere helt unødvendigt spiser medicinen.

Læs mere - tryk her eller se udsendelse - tryk her.

 

Jeg har skrevet flere gange til sundhedsministeren angående problemet med bivirkninger, læs brevene her. Åbent brev til sundhedsministeren

Tryk her.Svar fra ministeren - Iorden med en ikke medikanmentel behandling. Aggression er en alm. bivirkning. - Tryk her. Brev modtaget fra sundhedsministeren den. 10/03-08. Tryk her.

Brev modtaget fra sundhedsministeren den. 10/03-08. Tryk her.

 

 

Nyt! - Tilmeld dig gruppen på Facebook lykkepiller, bivirkninger hvor borgere hjælper og oplyser hinanden. Facebook Gruppen

 

 

Vigtigt - Tal altid med lægen først !

Det kan være farligt at holde op med at tage medicinen. Det er især farligt at stoppe behandlingen for hurtigt.

 

Mange læger er ikke orienteret om dette emne, da bogen som lægen slår op i når der tales bivirkninger, mange gange ikke er opdateret ! Henvis da til denne side. www.lykkepiller.info

| kontakt | ©2005 www.lykkepiller.info